De to gravsten med navnene Oluf og Jørgen Peter Jørgensen på den ene og Oline og Anna Jørgensen på den anden er minder om fire ugifte søskende.
De var fødte på ”Nordbygaard”, Ørumvej 5, og deres forældre var Karen og Jørgen Jørgensen. I 1929 blev den ret store gård overtaget af to af dem, nemlig Oline og Oluf.
De to andre søskende Anna og Jørgen Peter boede og arbejdede også på gården.
Hvorfor det kun var to af dem, der stod som ejere, er uklart, men det fungerede udmærket, og de drev på fornem vis gården indtil 1975, da den blev overtaget af en nevø.
Oluf Jørgensen var også meget involveret i foreningslivet i V. Ørum.