Der har i mange år været købmandshandel på adressen Riberlundvej 20.
Den sidste var Kristen Søgaard, der overtog butikken i 1913, og samme år blev han gift med Kirstine. Hun døde allerede i 1947, men han havde i mange år en god medhjælp i husbestyrerinden Maria Elvstrøm Hansen.
Det var en blandet landhandel, og der hørte også landbrug med til ejendommen. Det er blevet fortalt, at ”Købmand Søgaard”, som han altid blev kaldt, godt kunne komme lige fra stalden og ekspedere i butikken. Butikken var noget rustik, og mange har fortalt, at de kun købte færdigpakkede madvarer der.
I butikken var der alt, hvad den omkringboende landbefolkning kunne ønske sig. Der kunne også købes bolsjer i løs vægt, og da købmanden nødig satte noget til, havde han en tang, som han nemt kunne klippe et bolsje over med, hvis det var nødvendigt for at ramme det antal gram, der nu var bestilt.
Købmand Søgaard drev butikken indtil han døde i 1973.